Signe Malene Berg:

Med hovedet i himlen

og begge ben på jorden

Retur til forsiden      Retur til bogoversigten                      

”Med hovedet i himlen og begge ben på jorden. En praksisbog i kristen spiritualitet” af Natkirkepræst i Københavns Domkirke Signe Malene Berg er måske noget.

Egentlig er bogen en rigtig god idé: En rejseguide til i 20 minutter om dagen 28 dage (4 uger) i træk at indøve kristen spiritualitet. Hver dag er knyttet til en af de 7 himle (her brugt som billede på ugens 7 dage). Dagligt får man et kort oplæg efterfulgt af praktiske øvelser, hvor hele mennesket med krop, sjæl og ikke mindst legeme inddrages. Hver dag har også sin særlige karakter: I gang, dig selv, en opgave, noget trist, fest. Dagenes særlige karakter symboliseres ved fodtøj fra hjemmesutter til fest-sko. Bogen er med andre ord gennemsyret af symboler, billeder, tegn og … ja man fristes til at skrive underlige gerninger. For ind imellem virker det lidt for underligt, hvad den øvelse skal her. Til andre tider er det helt oplagt, og som sagt en rigtig god idé. Men de mange illustrationer og påhit virker for poppet for mig.

Bogen angiver som målgruppe 25 til 40 år. Jeg vil snarere sige 20 til 30 år og i meget høj grad de, som ikke har en kirkelig baggrund. Så jeg er for gammel og for kirkelig. Og jeg falder derfor uden for målgruppen. Måske er det derfor, jeg synes, at bogen er en rigtig god idé, som det desværre ikke rigtig lykkes at gennemføre.

Men hvor har det min store sympati, om der kom en bog med dybe rødder i traditionen, der gennemført og sammenhængende blev en ”praksisbog i kristen spiritualitet”. Meget gerne med denne bogs forudsætning: 1. Gud findes. 2. Gud vil dig noget. 3. Du skal prøve at lytte til Gud, selvom det måske virker mærkeligt, eller du ikke nødvendigvis er enig i det, Gud siger. Så indtil en bedre bog kommer, så prøv måske alligevel om denne bog er noget for dig.

Poul A. Beck

Unitas forlag.

 

 

Retur til forsiden   Retur til bogoversigten