Retræter

Hvad gør en retræte for mig?

Retræte-kalender

Kan vi få en retræte?

Retræte-temaer.

Et typisk retræte-program.                        Retur til forsiden

Hvad gør en retræte for mig?

En retræte er en krav-fri zone, uden tv, aviser, telefon og e-mails.

Men et par døgn eller mere, hvor man trækker sig tilbage til smukke og rolige omgivelser. Dagene er fyldte med stilhed og med intensive åndelige øvelser.

I stilheden kan man møde Gud. Det er ikke Gud, der behøver at blive mere nærværende. Det er os. Stilheden hjælper os til at blive nærværende. Stilheden er Guds eget sprog. Alt andet er begrænsede oversættelser.

Det er som at drage op på et meget højt sted, hvorfra man kan overskue sit liv.

Hvor kommer jeg fra? Hvor er jeg på vej hen? Svarene på disse helt grundlæggende, men nødvendige spørgsmål, bliver ofte meget tydelige under retræten.

Man sparer så megen nytteløs løben rundt i manegen efter blot et par dage i stilhed, ro og tilbagetrækning, hvor man nyorienterer sig samt finder nye og frugtbare veje for ens liv.

Retræte-kalender:

At komme nærmere Gud

D. 9. til 11. marts 2012.

Retræten finder sted på Sct. Birgitta Klosteret i Maribo.

Gud findes midt i menneskers liv. Han er selv blevet menneske og er trådt ind i vor verden. Gud er kommet til os, derfor kan vi komme til ham. Så snart vi begiver os på vej, kommer han os selv i møde.

Du bærer i dit inderste en længsel efter Gud, en kærlighed til ham. Derfor handler dit åndelige liv egentlig ikke om andet end at vende tilbage til ham i dit indre.

Når du når til dit dybeste indre, er det Kristus, du finder dér. Det strømmende liv, som du opdager inden i dig, er Kristi liv. Dit ægte liv er hans liv. Det er Jesu eget hjerte, som banker i dit bryst og gør dig levende.

Derfor vil vi på denne retræte søge at komme nærmere Gud.

Wilfrid Stinissen/Poul A. Beck

Hente hele folderen her

Kik her, hvis du ønsker flere oplysninger, eller hvis du vil tilmeldes retræten
Kan vi få en retræte?

Naturligvis. Hvis I er en gruppe (fx 6 til 18 personer), laver jeg gerne en retræte specielt til jer.

Sammen kan vi finde sted og dato. Hvis I kan på hverdage. er det langt lettere at finde gode retrætesteder. Prisen vil afhænge af, hvor smukt I ønsker at bo.

Skriv hvis vi skal prøve at lave en retræte sammen.
Retræte-temaer.

Har du en god idé til en retræte eller et tema, du ønsker at få belyst, tager jeg gerne udfordringen op.

Alle med Taizé-andagter, hvor vi synger af de smukke og meditative Taizésange og med mulighed for personlig åndelig vejledning.

Her er nogle forslag, jeg selv synes er livgivende:

Et hjerte, der finder ro

Over for ham kan vi bringe vort hjerte til ro. (1 Joh 3,19).

I en travl hverdag med mange krav kan det være svært at finde ro. Finde den fred, som verden ikke kan give. Det får du mulighed for under retrætens rolige form. Overfor Gud kan vi bringe vort hjerte til ro.

Retrætens største gave er en uforstyrret mulighed for at lytte til dit hjertes længsel og til Gud, og give ham mulighed for at tale til dig. Modtage Guds ubetingede kærlighed. Over for ham kan vort hjerte finde ro.

 

Gud elsker – ganske enkelt.

Gud elsker os ganske enkelt helt over på sin side.

Med udgangspunkt i Taizébogen: ”Gud elsker – ganske enkelt”, oversat af retrætelederen, fordyber vi os i Guds ubetingede og grænseløse kærlighed.

 

Gud ønsker, vi skal være lykkelige.

For nogle er Gud en kærlig far, der har stor, stor omsorg for os.

For andre er Gud en streng Gud, der straffer os og forbyder os alle ting – i hvert fald alt det sjove.

På denne retræte dykker vi ned i Bibelens billeder af Gud i en søgen efter Gud, der ønsker vi skal være lykkelige.

 

At leve hjertenært i nuet

”Jeg giver jer et nyt hjerte og en ny ånd i jeres indre” (Ez 36,26).

Et sundt billede af Gud er grundlaget for, at vi kan elske andre og elske os selv. Få et nyt hjerte og modtage hans fred. Leve Gud nær og alt det, som et hjerteligt liv handler om.

På denne retræte søger vi efter bibelens billeder af Gud. Gud, som elsker os, og derfor giver os et nyt hjerte. Giver os sin fred.

Vi øver os i ro, stilhed og fordybelse. At leve hjertenært i nuet

 

Herren er min hyrde - Eller min vogter.

Om Gudsbilleder, Gudsfrygt og Guds kærlighed.

For nogle er Gud en kærlig far. For andre en streng Herre, der vogter på os. For atter andre en kosmisk energi. For en fjerde bare lidt diffust.

Uanset hvilket billede af Gud, du kommer med, fordyber vi os i Bibelens billeder af Gud.

Lad dit og Bibelens guds-billeder mødes i en frugtbar dialog. Måske sker der noget nyt. Og vi kan rejse hjem med et nyt billede af Gud.

 

Retur til forsiden

 

 

 

Et typisk retræte-program ser sådan ud:

Egen tid er tid, hvor du kan sove, slappe af, gå ture, nyde livet. Der er også mulighed for Åndelig vejledning ved retrætelederen.

Fredag

16.00          Ankomst

18.00          Middag

 

19.00          Velkomst og introduktion til retræten

19.30          Vejledt bibelmeditation

                  Kaffe

21.30          Aftenandagt – vi går ind i stilheden

 

Lørdag

8.00            Morgenandagt

(8.40)         Derefter morgenmad

9.40            Bibelintroduktion

 

10.15          Egen tid

12.00          Andagt

12.45          Frokost

 

14.00          Egen tid

15.00          Tag-selv kaffe

 

16.15          Vejledt bibelmeditation

17.00          Egen tid

18.00          Aftenandagt

 

18.45          Middag

20.00          Personlig bibelmeditation

                  Tag-selv kaffe

21.00          Aftenandagt

 

 

Søndag

8.00            Morgenandagt

(8.40)         Derefter morgenmad

9.40            Bibelintroduktion

 

10.15          Egen tid

12.00          Andagt

12.45          Frokost – vi bryder stilheden

 

13.30          Oprydning og afrejse

Nye horisonter åbner sig ofte under en retræte.

Retur til toppen     Retur til forsiden